7.1 Natur

 

DN∙Langeland er enig i kommuneplanens mål for naturen, retningslinjer for udpegninger, og praktisk at ”vilde plante- og dyreliv og naturtyper skal beskyttes, bevares, plejes og forbedres, og at tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed skal standses”, og ”at sikre et rent vandmiljø for de kommende generationer”.

DN mener dog, at der er flere arealer der mangler at blive udpeget som naturområder og vi mener beskyttelse skal vægtes højere end benyttelse, altså at naturen får markant højere vægt i interesseafvejningen i det åbne land end den har i dag.

Umiddelbart bør hele Siø og Løkkeby Enge – i planen kun delvist udpeget – udpeges, idet Siø med kommunens tætteste forekomst af ynglende vandfugle er, og Løkkeby Enge med en forekomst af 26 vadefuglearter på en sæson var, Langelands Kommunes to fuglemæssigt mest mangfoldige fuglelokaliteter.

Hele Rue Mark/festivalarealet op til Rudkøbing By bør ligeledes sikres som naturområde – og udlægges som købstadens overdrev/fælled.

Ved Nordenbro Vesteregn bør hele området mellem Stennoret og Vesteregnsvej tages med – også af kulturhistoriske grunde, ligesom hele det statslige område mellem Langelandsfortet og Fakkemosen bør indgå i udpegningen.

Kommuneplanen bør indeholde retningslinjer for at sikre og udvide de eksisterende beskyttede naturtyper (§3) og sten- og jorddiger. Her tænkes på at formidle muligheder og tilskud til mere naturvenlig drift og pleje, skabe sammenhæng mellem de beskyttede arealer og sikre at bræmmer ved og gennembrud i sten- og jorddiger ikke dyrkes så digerne stadig kan fungere som økologiske forbindelser.

Langelands Kommune bør udarbejde en driftsplan der sigter mod at skabe højere biodiversitet på kommunens egne arealer – grøftekanter, gadekær, skove, enge, parker og strande.

Langeland Kommune bør som tilsynsmyndighed udarbejde en plan for tilsyn med drift og tilstand af fredede arealer.

Langeland Kommune bør ved revisionen af den udskudte naturkvalitetsplan arbejde for sikring af bedre naturkvalitetsmål fremfor at udtage arealer som det antydes i den fremlagte plan.

Det fremlagte Grønne Danmarkskort mangler som nævnt umiddelbart at udpege hele Siø, områder ved Rue Mark, områder ved Løkkeby Enge, område ved Vesteregn, området mellem Langelandsfortet og Fakkemosen, samt en justeret arealafgrænsning der i højere grad følger kommuneplanens lavbundsudpegning.

 

 

 

 

 

7.4 Grundvand

DN∙Langeland er enig i kommuneplanens mål for at sikre og beskytte vores grundvand, idet den følger grundvandskortlægningens udpegning og den tilhørende indsatsplan for grundvandsbeskyttelse.

Men særligt set i lyset af vandværkernes seneste boringskontrol, med fund der indikerer sårbare boringer, er det DN´ anbefaling, at iværksætte en forebyggende indsats allerede nu, idet det både er den bedste og billigste måde at opnå de beskrevne mål.

DN mener derfor at indsatsen for grundvandsbeskyttelsen skal styrkes ved umiddelbart at etablere en 300 m beskyttelseszone omkring alle de almene vandværkers indvindingsboringer hvor der ikke tilføres gift- og næringsstoffer og at der i øvrigt træffes foranstaltninger til at sikre indvindingsoplandene mod fremmedstoffer ved at udlægge arealer til skov, i græs eller som overdrev.

DN er også enig i at der skal rettes fokus på at spare på både erhvervslivets og befolkningens vandforbrug og at vandet i højere grad skal søges genbrugt.